Sten På afveje

Inana stirrede på stenen der hang i luften foran hendes ansigt mens hun lyttede til Mester Aonius monotone stemme. Stemmen beordrede på den mest søvndyssende vis lærlingene til at få deres sten til at "svæve, svæve, svæve,..."

Og der svævede stenen så. En rund, blankpoleret sten af ubestemmelig art. Den havde en kedelig grå farve og hang ubevægelig i luften ud for Inanas næsetip. Inana stirrede på stenen. Den var sikkert blevet slebet rund af at have ligget og skvulpet rundt i vandet ved strandkanten på en af stenstrandene nedenfor Sortborg indtil en eller anden magiker havde udset sig den til at blive et redskab til at lære magikerlærlinge om kraftmagiens hemmeligheder. Den var blevet udvalgt blandt tusinder af sten på stranden til at drage til Sortborg hvor magien herskede. Inana havde en mistanke om at stenen hellere ville være blevet liggende i de vante omgivelser og lade bølgener flytte tilfældigt rundt på den end at hænge her i luften, ubevægelig og alene.

"Svæve, svæve, svæve,...", hørte hun fraværende Mester Aonius sige mens han spaserede frem og tilbage mellem lærlingene med hænderne samlet på ryggen og et fjernt blik i øjnene. Som sædvanlig klædt i en magikerkåbe af fortræffelig kvalitet. Den kåbe han havde på nu var mørk gråblå med komplicerede mønstre sirligt broderet med guldtråd på dens kanter. Hans grå hår og fuldskæg var redt og sad pænt, holdt fast af flere bånd og spænder. Han så meget værdig ud som han gik der, og ingen kunne være i tvivl om at han, Aonius, den øverste troldmester på Sortborg, var en respektabel herre.

Mester Aonius skiftede retning i sin spaseretur og vendte fronten mod Inana som pludseligt igen kom i tanke om sin sten. Stenen var sunket en hel håndsbredde mens hun havde siddet og filosoferet over Mester Aonius og mønstrene på hans kåbe, og hun måtte lave en panikredning for ikke at tabe den.

"Koncentration!", lød det fra Mester Aonius hvor efter han fortsatte med den sædvanlige, monotone stemme. "Det kræver koncentration at mestre kraftmagien. Dette handler ikke om at give magien frit løb og smadre eller rive i stykker, det kan enhver kraftmagiker gøre. Dette handler om at behærske magien og få den til at gøre som den får besked på. Højere op Inana. Stenen skal holdes svævende i øjenhøjde."

Inana, løftede lydigt sin sten som hun fik besked på. Mester Aonius fortsatte sin langsomme vandring frem og tilbage mellem de to rækker skrivepulte i skolestuen. Fra katederet i den ene ende af rummet, ned mellem de to rækker pulte til han nåede vægen med vinduet lige bag Inana hvor han var nødsaget til at vende omkring og vandre tilbage ad samme rute i den modsatte retning indtil han igen nåede katederet. Her måtte han igen vende rundt og vandreturen startede forfra. Frem og tilbage gik han. Frem og tilbage med langsomme, afmålte skridt mens han messede sine monotone instrukser.

Det med at give magien frit løb var nu mere hvad Inana havde lyst til. Hun brød sig ikke meget om Mester Aonius lektioner i kraftmagi, det var meget sjovere når det var Mester Lugus der underviste. I Mester Lugus sidste lektion havde han taget lærlingene med ud til skrænterne nord for Sortborg og afholdt en konkurence i stenkastning. Hun og Ilsander havde klart været dem der kunne slynge stenene længst ved brug af kraftmagi selvom Linus var ældre end dem begge. Inana var lige ved at kaste sin svæve-sten mod skolestuens væg af bar begejstring ved mindet om den forgangne lektion i kraftmagi, men nåede i sidste øjeblik at få kontrol over stenen igen og få den dirigeret på plads ubevægeligt, svævende ud for sin næsetip inden Mester Aonius vandrerute igen bragte ham i en position hvor fra han kunne se Inana.

"Fokuser på stenen. Fastfrys den i punktet foran jer. Koncentrer jer. Få stenen til at svæve, svæve, svæve, ..." fortsatte Mester Aonius. Dette tegnede til at blive den længste og mest ensformige lektion nogen sinde. Fem sten hang fastlåste foran næserne på de fem lærlinge i skolestuen. Mester Aonius vandrerute var fastlåst. Frem og tilbage. Frem og timbage. Og som baggrundsmusik til det hele lød Mester Aonius messende, monotone stemme "Fasthold stenen svævende i punktet foran jer. Den skal svæve, svæve, svæve..."

Mester Aonius nåede igen muren bag Inana og vendte rundt og gik forbi Inana så han havde ryggen til hende. Hun lappede lidt af, lod stenen synke lidt og så på de andre lærlinge i skolestuen.

Der stod seks skolepulte i skolestuen, hver med plads til to, men Mester Aonius havde fordelt de fem lærlingene så de alle sad alene ved en pult. Inana var placeret bagerst til venstre.

Lige foran Inana sad Linus som var den ældste af de fem lærlinge. Linus var 12 år, to år ældre end Inana og han så ud til at have godt styr på sin svævende sten, den hang fastlåst i et punkt to håndsbredder foran han næsetip.

Til højre for Linus sad dennes lillebror Ard som var to år yngre end Inana. Ard havde lidt sværere ved at holde stenen fast, hans sten bevægede sig lidt op og ned, hvilket Mester Aonius også bemærkede. "I øjenhøjde Ard. Fastfrys stenen i øjenhøjde." Ards sten fløj op hang hvor den skulle, og der hang den lige ind til Mester Aonius havde paseret ham. Inana observerede med et lille smil hvordan både Linus og Ards sten sank mærkbart da Mester Aonius havde passeret dem.

På den forreste række, foran Inana og Linus sad Ilsander. Ilsander var 11 år gammel, og både Ilsander, Linus og Ard kom fra den samme magikerfamilie, familien Eir. Ilsanders forældre var begge læremestre på Sortborg, så han var vokset op her. Linus og Ard var brødre og grandfætre til Ilsander. Deres forældre var som så mange andre magikere af familien Eir helbredere, og de boede i Vestervig, byen lidt syd for Sortborg, den største by på øen Rava. Alle tre havde familie her, forældre, søskene, grandfætre. De hørte alle til på Sortborg.

Men det havde Inana ikke. Inana tilhørte familien Eldur. Ofte uddannede familien Eldur selv deres magikere. Inanas søster Miril som også havde evner indenfor kraftmagi var blevet hjemme i Dragehuset ved Trolleberg og blev oplært der af familien. Men Inana havde evner indenfor hele tre grene af magien. Familien mente ikke de kunne uddanne hende ordenligt i alle tre typer af magi, så for to år siden var hun blevet sendt til Sortborg for at få en gennemgribende uddannelse indenfor magi. Men Inana savnede sin familie og følte sig lige så malplaceret som sin sten der hang der fastlåst og alene omgivet af fremmed magi langt fra det sted den hørte hjemme.

Helt sandt var det måske ikke at Inana ikke havde familie på sortborg. Læremester Lugus var faktisk også af familien Eldur ligesom Inana. Lugus var fætter til Inanas mor, så han måtte være Inanas grandonkel tænkte Inana. Og Lugus Søn Gonor som ikke var magiker og arbejdede som vagt på Sortborg var så Inanas grandfætter.

Den lille grå sten der hang foran Inana var heller ikke helt alene, den havde lidelsesfæller i de andre sten der oså var blevet samlet op fra stranden. Inana smilede lidt ved tanken. Helt alene var hun ikke. De fire andre sten hang ligeson Inanas grå sten ubevægelige foran næserne på de fire andre lærlinge.

Det ville sige, alle andre end Ilsanders sten hang ubevægelige. Inana rynkede undrende brynene. Ilsander var 11 år gammel, og havde omtrendt lige så lidt styr på sin sten som Inana havde det. Stenen drejede rundt om sig selv og bevægede sig ret tilfældigt op og ned og fra side til side foran ham, men Mester Aonius så ikke ud til at bemærke det. Inana var forundret. Mester Aonius rettede på alle andre der ikke udførte opgaven tilfredsstillende, bortset fra Ilsander. Hvordan undgik Ilsander at blive irettesat af Mester Aonius? Ilsanders sten for op, slog en kolbøtte og faldt så ned og ramte næsten bordet før Ilsander fik kontol over den igen, men Mester Aonius så ud til at være uvidende om hændelsen. Inana gjorde store øjne og var lige ved at tabe sin egen sten af forbavselse. Inana kom i tanke om at Ilsander var ret dygtig til at lave illusioner. Var det virkelig muligt at Ilsander kunne snyde en læremester med en illusion til at tro at hans sten som i virkeligheden fór rundt befandt sig hvor den skulle? Inana betragtede måløs Ilsanders sten der hopede og dansede uden at Mester Aonius reagerede. Hun kunne ikke finde andre forklaringer på hvorfor Ilsander ikke blev irettesat. Ilsander snød Mester Aonius med en illusion. Tænk at han turde. Hvad ville der mon ske hvis Mester Aonius fandt ud af an en lærling brugte sine evner for sindsmagi til at kaste illusioner på sin læremester? Hvor ofte gjorde Ilsander mon sådan noget? Endnu en tanke dukkede op i Inanas hoved. Havde han måske også snydt i stenkastningskonkurencen? Inana mærkede sine kinder blusse i vrede.

Mester Aonius nåede katederet og vendte rundt. Både Inanas, Linus og Ards sten fór til vejrs et splitsekund før Mester Aonius vendte rundt, så han blev mødt af synet at tre fejlfrit placerede sten.

På forreste række til højre for Ilsander sad Aiola. Lille perfekte Aiola var den yngste af de fem lærlinge der blev undervist i kraftmagi. Hun var kun 6 år gammel og så vidt Inana vidste var hun datter af en købmand i Østerby. Aiola var ankommet til sortborg for mindre end to måneder siden og havde fået tildelt en seng på det værelse Inana delte med de andre små lærlinge, Ard og en anden dreng ved navn Raban. Så nu var de fire der delte værelset. Inana kunne godt have været foruden lille, perfekte Aiola på værelset. Seks år gammel var hun og havde kun været i lære som troldmand i to måneder, og aligevel hang hendes sten perfekt placeret, ubevægeligt i luften foran hende. Inana mærkede vreden ved at blive udkonkureret af en 6-årig boble op inden i sig og kunne mærke sin sten slingre faretruende.

Inana tog en dyb indånding og prøvede at tænke på noget andet. Sten - øjenhøjde - koncentere sig - svæve, svæve, svæve, tænkte Inana

Mester Aonius som var på vej i retning mod Inana vandrede forbi Linus, og øjeblikket efter han havde passeret Linus begyndte Linus sten at bevæge sig i cirkler. Inana havde svært ved at lade være at smile. Hun var altså ikke den eneste der fandt lektionen langtrukken og kedelig. Inana iagtog hvordan Linus sten først dansede rundt i fine små cirkler, og så begyndte at bevæge sig i ottetaller for så øjeblikket før Mester Aonius vendte omkring og kunne se stenen at glide tilbage på plads foran Linus næsetip.

Linus virkede til at vide præcis hvornår Mester Aonius vendte rundt, selv om det skete bag Linus ryg. Når Mester Aonius befandt sig bag Linus brugte Linus sikkert sine evner for kyndighedsmagi til at få viden om hvor deres læremester befandt sig, og hvad han foretog sig, så stenen var på plads i det øjeblik Mester Aonius kunne se den. Inana måtte indse at dette var endnu en måde at snyde på som lå udenfor hendes egne evner.

"Stenen skal være i øjenhøjde Inana" lød det igen fra Mester Aonius. Inana havde lyst til at forklare at Linus og Ilsander sad og snød, og at deres løbske sten havde distraheret hende til igen at tabe stenen, men hun regnede ikke med at det ville falde i god jord hverken hos Mester Aonius eller de andre lærlinge hvis hun sladrede, så hun hævede opgivende sin lille, kedelige, grå sten som hun fik besked på - og sænkede den øjeblikkeeligt igen så snart Mester Aonius havde passeret hende.

"Ard! længere ned med stenen. Den skal svæve, ikke fare rundt. Svæve, svæve, svæve,..." messede Mester Aonius videre.

Inana rakte tunge af Mester Aonius ryg og forsøgte så at ignorere de andre og deres sten og koncentrerede sig om sin egen kedelige, grå sten. Stenen så ud til at kede sig lige så meget som Inana gjorde. Måske de begge ville få det sjovere hvis stenen drejede rundt. Inana fik stenen til at dreje langsomt rundt. En lille rød plet kom til syne, og så endnu en. Den anden plet var lidt større end den første og lignede lidt en flamme. Inana iagtog pletterne bevæge sig fra højre mod venstre forbi hendes næse og forsvinde om på den anden side af stenen, for så igen at komme til syne i højre side at stenen. Det var en flot flamme. Måske var stenen slet ikke så kedelig som først antaget. Måske var den fuld af farver inden i. Hvis hun havde besiddet Linus evner for kyndighedsmagi ville hun have kunnet se ind i stenen for at finde ud af det. Der var selvfølgelig også den mulighed at slå stenen i stykker for at se hvordan den så ud indeni, men det ville Mester Aonius nok ikke synes om, og iøvrigt var det vel også synd for stenen. Hun måtte nok nøjes med nyde den smukke flamme-plet på stenens overflade når den kom forbi.

Inana var så optaget af at se på stenen at hun ikke opdagede at Linus sten fløj på plads da Mester Aonius havde nået katederet og igen drejede omkring og kunne se alle lærlingene. "Det er ikke en snurretop Inana. Få kontrol over magien, lad ikke magien kontrollere dig" lød Mester Aonius ensformige stemme.

Inana var lige ved at tabe stenen men nåede lige at gribe den inden den ramte bordet. Hun løftede den hurtigt op og placerede den igen foran sin næse. Nu med flammen mod sig.

Ilsanders sten begyndte at snurre rundt som en snurretop, men Mester Aonius ænsede det ikke.

"Ard! Svæve, ikke hoppe", fortsatte Mester Aonius, og Ard gjorde sit bedste for at følge instrukserne, men Inana kunne se han var ved at for træt til at holde stenen svævende. Det virkede også på Inana som om de fem sten havde svævet, svævet, svævet i en evighed. Ards sten begyndte as slingre fra side til side netop som læremesteren passerede Ard og Linus. "Det er heller ikke et pendul" bemærkede Mester Aonius.

Linus sten begyndte nu da Mester Aonius ikke længere kunne se den drillende at hope og danse, dreje rundt om sig selv og svinge fra side til side. Den dansede om kap med Ilsanders sten som ikke havde stået stille endnu.

Inana kunne mærke vreden vælde op i sig. Aiola var perfekt. Ilsander brugte sin viden om sindsmagi til at lave illusioner der snød Mester Aonius til at tro at hans sten befandt sig hvor den skulle. Linus brugte sin kyndighedsmagi til at vide hvornår han skulle koncentrere sig om sin sten. Tilbage sad Inana og Ard og fik hele tiden skæld ud. Det var ikke retfærdigt. Med alle sine magiske tallenter kunne hun ikke overgå hverken Linus, Ilsander eller lille perfekte Aiola! Inana kunne mærke sine kinder blusse.

Stenen foran Inana begyndte at snurre rundt. Inana kunne mærke hun var ved at miste kontrollen. Hun rynkde stædigt brynene og anstrængte sig for at få styr på sin sten. "Svæve Inana svæve" lød Mester Aonius monotone stemme. "Men, men" stammede Inana og så mod Ilseander og Linus dansende sten,. Og så var det sket. Inana mistede fuldstændig grebet om flammestenen som blev skudt op i luften og fløj i en flot bue over mod Mester Aonius. Der landede den midt i hans velredte fuldskæg som brød i brand.

Mester Aonius udstødte et forskræmt skrig som fik samtlige lærlinge til at vende sig mod ham. Der lød fire bump da de fire andre lærlinges sten ramte bordene.

Det tog kun Mester Aonius et øjeblik at genvinde kontrollen over situtionen. Aonius havde evner indenfor tre magiske disciplener, hvoraf hans evner indenfor ild- og frostmagi var den han værdsatte mindst. Ikke desto mindre havde han for længe siden mestret denne evne.

Foran Inana stod pludselig en meget vred læremester med ildrøde kinder og rimfrost i sit nu noget kortere skæg. "Det er vel hvad man kan vente sig af en Eldur" sagde han langsomt og behærsket. "Selv når du bruger kraftmagi kan du ikke undgå at sætte ild til ting. Selv lille Aiola som aldrig er blevet skolet i magi før har bedre styr på sin magi end dig. Forføj dig til et sted hvor ild gør nytte og lad mig undervise i fred"


Forside > Historien > Aonius skæg
	Sten På afveje Inana stirrede på stenen der hang i luften foran hendes ansigt mens hun lyttede til Mester Aonius monotone stemme. Stemmen beordrede på den mest søvndyssende vis lærlingene til at få deres sten til at "svæve, svæve, svæve,..." Og der svævede stenen så. En rund, blankpoleret sten af ubestemmelig art. Den havde en kedelig grå farve og hang ubevægelig i luften ud for Inanas næsetip. Inana stirrede på stenen. Den var sikkert blevet slebet rund af at have ligget og skvulpet rundt i vandet ved strandkanten på en af stenstrandene nedenfor Sortborg indtil en eller anden magiker havde udset sig den til at blive et redskab til at lære magikerlærlinge om kraftmagiens hemmeligheder. Den var blevet udvalgt blandt tusinder af sten på stranden til at drage til Sortborg hvor magien herskede. Inana havde en mistanke om at stenen hellere ville være blevet liggende i de vante omgivelser og lade bølgener flytte tilfældigt rundt på den end at hænge her i luften, ubevægelig og alene. "Svæve, svæve, svæve,...", hørte hun fraværende Mester Aonius sige mens han spaserede frem og tilbage mellem lærlingene med hænderne samlet på ryggen og et fjernt blik i øjnene. Som sædvanlig klædt i en magikerkåbe af fortræffelig kvalitet. Den kåbe han havde på nu var mørk gråblå med komplicerede mønstre sirligt broderet med guldtråd på dens kanter. Hans grå hår og fuldskæg var redt og sad pænt, holdt fast af flere bånd og spænder. Han så meget værdig ud som han gik der, og ingen kunne være i tvivl om at han, Aonius, den øverste troldmester på Sortborg, var en respektabel herre. Mester Aonius skiftede retning i sin spaseretur og vendte fronten mod Inana som pludseligt igen kom i tanke om sin sten. Stenen var sunket en hel håndsbredde mens hun havde siddet og filosoferet over Mester Aonius og mønstrene på hans kåbe, og hun måtte lave en panikredning for ikke at tabe den. "Koncentration!", lød det fra Mester Aonius hvor efter han fortsatte med den sædvanlige, monotone stemme. "Det kræver koncentration at mestre kraftmagien. Dette handler ikke om at give magien frit løb og smadre eller rive i stykker, det kan enhver kraftmagiker gøre. Dette handler om at behærske magien og få den til at gøre som den får besked på. Højere op Inana. Stenen skal holdes svævende i øjenhøjde." Inana, løftede lydigt sin sten som hun fik besked på. Mester Aonius fortsatte sin langsomme vandring frem og tilbage mellem de to rækker skrivepulte i skolestuen. Fra katederet i den ene ende af rummet, ned mellem de to rækker pulte til han nåede vægen med vinduet lige bag Inana hvor han var nødsaget til at vende omkring og vandre tilbage ad samme rute i den modsatte retning indtil han igen nåede katederet. Her måtte han igen vende rundt og vandreturen startede forfra. Frem og tilbage gik han. Frem og tilbage med langsomme, afmålte skridt mens han messede sine monotone instrukser. Det med at give magien frit løb var nu mere hvad Inana havde lyst til. Hun brød sig ikke meget om Mester Aonius lektioner i kraftmagi, det var meget sjovere når det var Mester Lugus der underviste. I Mester Lugus sidste lektion havde han taget lærlingene med ud til skrænterne nord for Sortborg og afholdt en konkurence i stenkastning. Hun og Ilsander havde klart været dem der kunne slynge stenene længst ved brug af kraftmagi selvom Linus var ældre end dem begge. Inana var lige ved at kaste sin svæve-sten mod skolestuens væg af bar begejstring ved mindet om den forgangne lektion i kraftmagi, men nåede i sidste øjeblik at få kontrol over stenen igen og få den dirigeret på plads ubevægeligt, svævende ud for sin næsetip inden Mester Aonius vandrerute igen bragte ham i en position hvor fra han kunne se Inana. "Fokuser på stenen. Fastfrys den i punktet foran jer. Koncentrer jer. Få stenen til at svæve, svæve, svæve, ..." fortsatte Mester Aonius. Dette tegnede til at blive den længste og mest ensformige lektion nogen sinde. Fem sten hang fastlåste foran næserne på de fem lærlinge i skolestuen. Mester Aonius vandrerute var fastlåst. Frem og tilbage. Frem og timbage. Og som baggrundsmusik til det hele lød Mester Aonius messende, monotone stemme "Fasthold stenen svævende i punktet foran jer. Den skal svæve, svæve, svæve..." Mester Aonius nåede igen muren bag Inana og vendte rundt og gik forbi Inana så han havde ryggen til hende. Hun lappede lidt af, lod stenen synke lidt og så på de andre lærlinge i skolestuen. Der stod seks skolepulte i skolestuen, hver med plads til to, men Mester Aonius havde fordelt de fem lærlingene så de alle sad alene ved en pult. Inana var placeret bagerst til venstre. Lige foran Inana sad Linus som var den ældste af de fem lærlinge. Linus var 12 år, to år ældre end Inana og han så ud til at have godt styr på sin svævende sten, den hang fastlåst i et punkt to håndsbredder foran han næsetip. Til højre for Linus sad dennes lillebror Ard som var to år yngre end Inana. Ard havde lidt sværere ved at holde stenen fast, hans sten bevægede sig lidt op og ned, hvilket Mester Aonius også bemærkede. "I øjenhøjde Ard. Fastfrys stenen i øjenhøjde." Ards sten fløj op hang hvor den skulle, og der hang den lige ind til Mester Aonius havde paseret ham. Inana observerede med et lille smil hvordan både Linus og Ards sten sank mærkbart da Mester Aonius havde passeret dem. På den forreste række, foran Inana og Linus sad Ilsander. Ilsander var 11 år gammel, og både Ilsander, Linus og Ard kom fra den samme magikerfamilie, familien Eir. Ilsanders forældre var begge læremestre på Sortborg, så han var vokset op her. Linus og Ard var brødre og grandfætre til Ilsander. Deres forældre var som så mange andre magikere af familien Eir helbredere, og de boede i Vestervig, byen lidt syd for Sortborg, den største by på øen Rava. Alle tre havde familie her, forældre, søskene, grandfætre. De hørte alle til på Sortborg. Men det havde Inana ikke. Inana tilhørte familien Eldur. Ofte uddannede familien Eldur selv deres magikere. Inanas søster Miril som også havde evner indenfor kraftmagi var blevet hjemme i Dragehuset ved Trolleberg og blev oplært der af familien. Men Inana havde evner indenfor hele tre grene af magien. Familien mente ikke de kunne uddanne hende ordenligt i alle tre typer af magi, så for to år siden var hun blevet sendt til Sortborg for at få en gennemgribende uddannelse indenfor magi. Men Inana savnede sin familie og følte sig lige så malplaceret som sin sten der hang der fastlåst og alene omgivet af fremmed magi langt fra det sted den hørte hjemme. Helt sandt var det måske ikke at Inana ikke havde familie på sortborg. Læremester Lugus var faktisk også af familien Eldur ligesom Inana. Lugus var fætter til Inanas mor, så han måtte være Inanas grandonkel tænkte Inana. Og Lugus Søn Gonor som ikke var magiker og arbejdede som vagt på Sortborg var så Inanas grandfætter. Den lille grå sten der hang foran Inana var heller ikke helt alene, den havde lidelsesfæller i de andre sten der oså var blevet samlet op fra stranden. Inana smilede lidt ved tanken. Helt alene var hun ikke. De fire andre sten hang ligeson Inanas grå sten ubevægelige foran næserne på de fire andre lærlinge. Det ville sige, alle andre end Ilsanders sten hang ubevægelige. Inana rynkede undrende brynene. Ilsander var 11 år gammel, og havde omtrendt lige så lidt styr på sin sten som Inana havde det. Stenen drejede rundt om sig selv og bevægede sig ret tilfældigt op og ned og fra side til side foran ham, men Mester Aonius så ikke ud til at bemærke det. Inana var forundret. Mester Aonius rettede på alle andre der ikke udførte opgaven tilfredsstillende, bortset fra Ilsander. Hvordan undgik Ilsander at blive irettesat af Mester Aonius? Ilsanders sten for op, slog en kolbøtte og faldt så ned og ramte næsten bordet før Ilsander fik kontol over den igen, men Mester Aonius så ud til at være uvidende om hændelsen. Inana gjorde store øjne og var lige ved at tabe sin egen sten af forbavselse. Inana kom i tanke om at Ilsander var ret dygtig til at lave illusioner. Var det virkelig muligt at Ilsander kunne snyde en læremester med en illusion til at tro at hans sten som i virkeligheden fór rundt befandt sig hvor den skulle? Inana betragtede måløs Ilsanders sten der hopede og dansede uden at Mester Aonius reagerede. Hun kunne ikke finde andre forklaringer på hvorfor Ilsander ikke blev irettesat. Ilsander snød Mester Aonius med en illusion. Tænk at han turde. Hvad ville der mon ske hvis Mester Aonius fandt ud af an en lærling brugte sine evner for sindsmagi til at kaste illusioner på sin læremester? Hvor ofte gjorde Ilsander mon sådan noget? Endnu en tanke dukkede op i Inanas hoved. Havde han måske også snydt i stenkastningskonkurencen? Inana mærkede sine kinder blusse i vrede. Mester Aonius nåede katederet og vendte rundt. Både Inanas, Linus og Ards sten fór til vejrs et splitsekund før Mester Aonius vendte rundt, så han blev mødt af synet at tre fejlfrit placerede sten. På forreste række til højre for Ilsander sad Aiola. Lille perfekte Aiola var den yngste af de fem lærlinge der blev undervist i kraftmagi. Hun var kun 6 år gammel og så vidt Inana vidste var hun datter af en købmand i Østerby. Aiola var ankommet til sortborg for mindre end to måneder siden og havde fået tildelt en seng på det værelse Inana delte med de andre små lærlinge, Ard og en anden dreng ved navn Raban. Så nu var de fire der delte værelset. Inana kunne godt have været foruden lille, perfekte Aiola på værelset. Seks år gammel var hun og havde kun været i lære som troldmand i to måneder, og aligevel hang hendes sten perfekt placeret, ubevægeligt i luften foran hende. Inana mærkede vreden ved at blive udkonkureret af en 6-årig boble op inden i sig og kunne mærke sin sten slingre faretruende. Inana tog en dyb indånding og prøvede at tænke på noget andet. Sten - øjenhøjde - koncentere sig - svæve, svæve, svæve, tænkte Inana Mester Aonius som var på vej i retning mod Inana vandrede forbi Linus, og øjeblikket efter han havde passeret Linus begyndte Linus sten at bevæge sig i cirkler. Inana havde svært ved at lade være at smile. Hun var altså ikke den eneste der fandt lektionen langtrukken og kedelig. Inana iagtog hvordan Linus sten først dansede rundt i fine små cirkler, og så begyndte at bevæge sig i ottetaller for så øjeblikket før Mester Aonius vendte omkring og kunne se stenen at glide tilbage på plads foran Linus næsetip. Linus virkede til at vide præcis hvornår Mester Aonius vendte rundt, selv om det skete bag Linus ryg. Når Mester Aonius befandt sig bag Linus brugte Linus sikkert sine evner for kyndighedsmagi til at få viden om hvor deres læremester befandt sig, og hvad han foretog sig, så stenen var på plads i det øjeblik Mester Aonius kunne se den. Inana måtte indse at dette var endnu en måde at snyde på som lå udenfor hendes egne evner. "Stenen skal være i øjenhøjde Inana" lød det igen fra Mester Aonius. Inana havde lyst til at forklare at Linus og Ilsander sad og snød, og at deres løbske sten havde distraheret hende til igen at tabe stenen, men hun regnede ikke med at det ville falde i god jord hverken hos Mester Aonius eller de andre lærlinge hvis hun sladrede, så hun hævede opgivende sin lille, kedelige, grå sten som hun fik besked på - og sænkede den øjeblikkeeligt igen så snart Mester Aonius havde passeret hende. "Ard! længere ned med stenen. Den skal svæve, ikke fare rundt. Svæve, svæve, svæve,..." messede Mester Aonius videre. Inana rakte tunge af Mester Aonius ryg og forsøgte så at ignorere de andre og deres sten og koncentrerede sig om sin egen kedelige, grå sten. Stenen så ud til at kede sig lige så meget som Inana gjorde. Måske de begge ville få det sjovere hvis stenen drejede rundt. Inana fik stenen til at dreje langsomt rundt. En lille rød plet kom til syne, og så endnu en. Den anden plet var lidt større end den første og lignede lidt en flamme. Inana iagtog pletterne bevæge sig fra højre mod venstre forbi hendes næse og forsvinde om på den anden side af stenen, for så igen at komme til syne i højre side at stenen. Det var en flot flamme. Måske var stenen slet ikke så kedelig som først antaget. Måske var den fuld af farver inden i. Hvis hun havde besiddet Linus evner for kyndighedsmagi ville hun have kunnet se ind i stenen for at finde ud af det. Der var selvfølgelig også den mulighed at slå stenen i stykker for at se hvordan den så ud indeni, men det ville Mester Aonius nok ikke synes om, og iøvrigt var det vel også synd for stenen. Hun måtte nok nøjes med nyde den smukke flamme-plet på stenens overflade når den kom forbi. Inana var så optaget af at se på stenen at hun ikke opdagede at Linus sten fløj på plads da Mester Aonius havde nået katederet og igen drejede omkring og kunne se alle lærlingene. "Det er ikke en snurretop Inana. Få kontrol over magien, lad ikke magien kontrollere dig" lød Mester Aonius ensformige stemme. Inana var lige ved at tabe stenen men nåede lige at gribe den inden den ramte bordet. Hun løftede den hurtigt op og placerede den igen foran sin næse. Nu med flammen mod sig. Ilsanders sten begyndte at snurre rundt som en snurretop, men Mester Aonius ænsede det ikke. "Ard! Svæve, ikke hoppe", fortsatte Mester Aonius, og Ard gjorde sit bedste for at følge instrukserne, men Inana kunne se han var ved at for træt til at holde stenen svævende. Det virkede også på Inana som om de fem sten havde svævet, svævet, svævet i en evighed. Ards sten begyndte as slingre fra side til side netop som læremesteren passerede Ard og Linus. "Det er heller ikke et pendul" bemærkede Mester Aonius. Linus sten begyndte nu da Mester Aonius ikke længere kunne se den drillende at hope og danse, dreje rundt om sig selv og svinge fra side til side. Den dansede om kap med Ilsanders sten som ikke havde stået stille endnu. Inana kunne mærke vreden vælde op i sig. Aiola var perfekt. Ilsander brugte sin viden om sindsmagi til at lave illusioner der snød Mester Aonius til at tro at hans sten befandt sig hvor den skulle. Linus brugte sin kyndighedsmagi til at vide hvornår han skulle koncentrere sig om sin sten. Tilbage sad Inana og Ard og fik hele tiden skæld ud. Det var ikke retfærdigt. Med alle sine magiske tallenter kunne hun ikke overgå hverken Linus, Ilsander eller lille perfekte Aiola! Inana kunne mærke sine kinder blusse. Stenen foran Inana begyndte at snurre rundt. Inana kunne mærke hun var ved at miste kontrollen. Hun rynkde stædigt brynene og anstrængte sig for at få styr på sin sten. "Svæve Inana svæve" lød Mester Aonius monotone stemme. "Men, men" stammede Inana og så mod Ilseander og Linus dansende sten,. Og så var det sket. Inana mistede fuldstændig grebet om flammestenen som blev skudt op i luften og fløj i en flot bue over mod Mester Aonius. Der landede den midt i hans velredte fuldskæg som brød i brand. Mester Aonius udstødte et forskræmt skrig som fik samtlige lærlinge til at vende sig mod ham. Der lød fire bump da de fire andre lærlinges sten ramte bordene. Det tog kun Mester Aonius et øjeblik at genvinde kontrollen over situtionen. Aonius havde evner indenfor tre magiske disciplener, hvoraf hans evner indenfor ild- og frostmagi var den han værdsatte mindst. Ikke desto mindre havde han for længe siden mestret denne evne. Foran Inana stod pludselig en meget vred læremester med ildrøde kinder og rimfrost i sit nu noget kortere skæg. "Det er vel hvad man kan vente sig af en Eldur" sagde han langsomt og behærsket. "Selv når du bruger kraftmagi kan du ikke undgå at sætte ild til ting. Selv lille Aiola som aldrig er blevet skolet i magi før har bedre styr på sin magi end dig. Forføj dig til et sted hvor ild gør nytte og lad mig undervise i fred"