Hvordan racerne blev til

Da guderne havde skabt verden følte de trang til at fejre det, så de holdt en stor fest. De festede og drak en masse og blev efterhånden meget fulde.

Jordguden og bjergguden syntes begge at skovgudinden var meget smuk. De ville begge gerne gøre hende til deres mage. De blev enige om at kun den bedste var god nok til skovgudinden, og mente hver især at det måtte være dem selv.

Bjergguden der ville bevise at han var den bedste af de to tog en ordenlig slurk af sit krus og rebede så bjergene rystede og startede et stort stenskred. "Hvad siger du så?" udbrød bjergguden og så stolt på skovgudinden.

Jordguden ville ikke stå tilbage for bjergguden, så han rejste sig op og slog sig på maven. En ordenlig prut undslap ham og fik jorden til at skælve så den sprak, og en lavasprække åbnede sig. Jordguden så yderst veltilfreds ud ved synet af den den glo hede lava der vældede frem.

"Ha!" udbrød bjergguden,"Det kan jeg gøre bedre". Han bundede sit krus, hans mave sagde en underlig rumlende lyd og pludselig kastede han op med så stor en kraft, at bjerget rystede og en vulkan gik i udbrud. Bjerguden lænede sig tilbage i sin stol og smilede stolt til skovgudinden og bjergguden.

Men skovgudinden var nu ikke synderligt imponeret af hverken bøvser, prutter, rystelser eller ild. "Ild, og skælven skader min skov." sukkede hun. "I er dumme at høre på. Jeg vil lave nogle fornuftige skabninger jeg kan tale med, og som forstår sig på at passe på skoven"

Så samlede hun ånden fra skovens træer og dyr og skabte væsener der var næsten lige så smukke som skovudinden selv. Således blev elverne til. Hun gav dem sindets og videnens magi så de kunne tale med hinanden, forstå skoven og byde dyrene gøre som de ønskede, og gav dem et langt liv så de kunne få tid til at samle visdom og dele ud af den.

"Sådan nogle små, fesne væsener" udbrød jordguden. Han greb straks jordens sjæl og skabte væsener der var større og stærkere. Han skabte troldfolket som ligesom jorden har kraftens magi der kan flytte ting og få jorden til at skælve og jordens evne til at fremtrylle ild. Jordguden fremviste stolt sine skabninger.

"Ha!" udbrød bjergguden,"Det kan jeg gøre bedre". Han greb bjergenes sjæl og skabte dværgene, men den store slurk mjød han havde taget for at lave vulkanudbrudet havde gjort ham noget beruset og i sin fundskab fik han lavet skabningerne meget små og ret brede over skuldrene.

De andre guder lo ad bjerggudens små skabninger og sagde at med så korte ben ville de da ikke nå langt. Bjergguden blev vred og ville ikke stå tilbage for jordguden, så han gav dem ud over kraftens og ildens magi som troldfolket havde fået, også evnen til med magi at rejse over lange afstande og evnen til binde magi magiens kraft til ting.

Skovgudinden rystede på hovedet og sagde "tror i virkelig kraft og ild er sind og viden overlegent?" Mine elvere vil klare sig langt bedre ende jeres brutale bæster.

"Brutale baster!" udbrøs jordguden og bjergguden vredt i kor. Og så startede et langt og højlydt skænderi.

Da skænderiet havde stået på et stykke tid tog havgudinden som havde siddet stille henne i hjørnet og pimpet saltvand ordet. "Tror i virkelig at magiske evner vil gøre jeres væsener bedre og mere successrige end andre væsener?"

Det mente både Skovgudinden, jordguden og bjergguden.

Havgudinden lavede derpå også nogle væsener. Hun lavede menneskene som en blanding af alle de andre væsener der var blevet skabt, men uden evner for magi.

Skovgudinden, jordguden og bjergguden mente alle at menneskene klart var deres racer underlegene og at netop deres race var den bedste. Menneskene uden magiske evner mente de ikke ville have en chance mod de magiske racer, men havgudinden mente at netop det at menneskene ikke havde magi at falde tilbage på, ville gøre at de ville blive nødt til at være mere opfindsomme end de andre racer, og derved være bedre til at tilpasse sig og overvinde modgang.

Efter at have skændtes om hvis race der var den bedste blev de alle enige om at løse striden ved en prøve. De ville lade de fire racer befolke verden og så se hvem der havde klaret sig bedst når gudernes fest var forbi og guderne havde sovet rusen ud.

Det kan måske på almindelige dødelige virke som meget kort tid guderne gav de fire racer til at bevise deres værd, men husk på at guder er meget magtfulde og udholdende, og når de virkelig drikker igennem kan det tage mange elver-generationer før de er går omkuld, og endnu flere før de igen vågner op til dåd.

Hvor om alting er, så enedes havgudinden, skovgudinden, jordguden og bjergguden om at placere de fire racer i verden og lade vinderen være den race (og den gud der havde lavet den race) som når guderne vågnede til dåd efter festen, havde klaret sig bedst.

Guderne placerede dværgene i bjergene, og menneskene langs kysten. Men da det kom til at placere elverne og troldfolkene blev der problemer, for i de tider voksede der skove over den ganske jord, så skovgudinden og jordguden kunne ikke blive enige om hvordan elverfolket og troldfolket skulle placeres i verden. Til sidst enedes de om at elverfolket og troldfolket måtte dele jorden og skoven. Elverfolket måtte bo i skoven over jorden, og troldfolket måtte bo i skoven under jorden.

Og sådan blev det. Guderne drak videre og skovgudinden, jordguden, bjergguden og havgudinden var hver især sikre på at deres race ville klare sig bedst så de ville vinde dysten.

Da guderne mange generationer senere havde drukket ud, var faldet om, havde sovet rusen ud og igen var vågnet op til dåd, kiggede de igen til deres væsener. Alle racerne havde klaret sig og havde bredt sig over store dele af verden. I alle bjergene boede der dværge og i alle skove boede elverne og troldfolket, men til skovgudinden, jordguden og bjergguden store overraskelse var meget af skoven forsvundet og blevet afløst af agerland. I agerlandet boede der væsener der lignede menneskene ved kysterne, og da guderne så nærmere efter i skovene og i bjergene fandt de imellem de andre racer også mennesker der.

Havgudinden var meget stolt og proklamerede at hun havde vundet dysten, men skovgudinden, jordguden og bjergguden var ikke til sinds uden videre at overlade sejren til havgudinden, så de undersøgte menneskerne nærmere.

Guderne opdagede at nogle af menneskene havde fået evnen til at udøve magi. Dette undrede dem meget da menneskene jo netop var skabt uden evner for magi. Da guderne undersøgte sagen nærmere viste det sig at menneskene som jo var skabt som en blanding af de andre tre racer havde blandet sig med disse og der ved fået adgang til magiske evner.

Skovgudinden, jordguden og bjergguden blev alle enige om at eftersom deres racer nu var blandet sammen med menneskeracen havde de hver i ser lige så stor ret til at udråbe sig som sejersherre som havgudinden havde, så de accepterede ikke havgudindens sejr.

Havgudinden blev så rasende at et uvejr rejste sig som truede med at udslette hele verden. Skovgudinden, jordguden og bjergguden blev enige om at de hellere måtte finde på noget der kunne dæmpe havgudindens vrede. Himmelguden havde et godt udsyn over verden og var kendt for sin visdom, og det lykkedes skovgudinden, jordguden og bjergguden at overbevise havgudinden om at lade himmelgudinden dømme i dysten. havgudinden vrede dæmpedes, og det samme gjorde stormens rasen.

Himmelgudinden gik med til dømme i dysten. Det mål skovgudinden, jordguden, bjergguden og havgudinden var blevet enige om for hvem der havde vundet dysten var hvis race der havde klaret sig bedst, så himmelgudinden undersøgte alle gudernes væsener og fandt at alle racerne var blevet blandet sammen. Ikke alene var menneskerne blevet blandet sammen med elvere, troldfolk og dværge, men gennem menneskene var elvere, troldfolk og dværge også blevet blandet med hinanden.

Da ingen af de oprindelige racer eksisterede mere dømte himmelguden at der ikke var en vinder. Ingen af de oprindelige racer havde overlevet og skovgudinden, jordguden, bjergguden og havgudinden havde derfor alle tabt dysten.

Skovgudinden, jordguden, bjergguden og havgudinden blev alle rasende, de ville have en afgørelse af hvilken af dem der havde skabt den bedste race. De mente at selv om racerne var blevet blandet sammen måtte det være muligt at afgøre hvilken af racerne der var mest af i verden.

Himmelguden så ned på verden og alle de efterkommere af elvere, troldfolk, dværge og mennesker der var i den. Hun tænkte sig længe om og sagde så at med så mange væsener ville det være meget svært at afgøre hvilken race der var mest af, men ved verdens ende ville det være muligt at se på den sidste overlevende efterkommer af de fire racer og afgøre hvilken af de oprindelige racer den var nærmest beslægtet med og på den måde dysten. Dette måtte skovgudinden, jordguden, bjergguden og havgudinden affinde sig med, og sådan blev det. Først ved verdens ende vil dysten blive afgjort.

Se sådan gik det til at de fire racer blev skabt. Det er ganske vist.